Journalisten 10 bud

Af 2.y

1.       Du må ikke lyve

2.       Se verden fra flere sider

3.       Du skal have belæg for det du fortæller

4.       Beskriv konflikten, men tænk også i løsninger

5.       Brug flere kilder

6.       Begynd med erfaringskilden, bevæg dig videre til partkilde, slut af med ekspertkilde

7.       Du skal ære din kilde

8.       Følg den omvendte nyhedstrekant: Det vigtigste først!

9.       Follow the money

10.   Show it, don’t tell it

Skriveøvelse om sansning af chokolade

Chokolade med lakrids

Jeg har egentlig aldrig helt forstået den der ”put-lakrids i alting”-trend der ud af ingenting dukkede op i det danske madlandskab for ikke mere end et par år tilbage. Misforstå mig ikke jeg elsker lakrids. Virkelig meget. Men lakrids har sådan en evne til at overdøve de andre smage den blandes med. Det er som om den bløde, søde, lyse chokolade hurtigt forsvinder til fordel for en skarp og en anelse bitter smag af stærk lakrids. Da jeg gik på efterskole boede jeg på værelse med Freja. Og Freja er egentlig en sær pige, for at sige det mildt. Hun er helt igennem skøn men også utrolig mærkelig. Men vi havde det til fælles at vi begge havde en forkærlighed for lakrids. Så når vores forældre sendte pakker hjemmefra eller vi kom tilbage fra weekend, så delte vi det slik der nu havde fundet vej til os med. Jeg husker tydeligt de stille søndagaftner, hvor verden stod stille og vi sad to på vores lille værelse lang pokker i vold ude i Vestjylland og talte i øst og vest om alting og ingenting, mens vi delte vores lakridser med millimeterdemokratisk præcision. Efterhånden som året gik udvidede vi fra bare lakridser til ting indeholdende lakrids. Flødeboller og chokolade for eksempel. Derfor ved jeg at marabou’s version at lys chokolade med lakrids smager langt bedre end denne lidt for bitre og lidt for bløde toms-version

Skriveøvelse - chokolade og minder

Chokoladens bløde knæk og struktur bringer minderne frem fra håndboldhallen. Stykkerne smelter let mellem fingrene når man skiller dem ad - jeg husker hvordan jeg skilte dem til de mindst mulige stykker. For at få guldbarren til at vare længere lod jeg hvert lille stykke ligge og smelte på tungen. En klistret, blød fornemmelse breder sig i munden som den smelter. Mælkechokoladen var den bedste, der holdte den bløde cremede smag længere. Den duft, jeg associerer med duften af chokoladen er måske egentlig ikke mest fra chokoladen, men fra den duft der breder sig, når man åbner det skrøbelige papir rundt om og alle kakaoens nuancer breder sig i et lille omfang af luft rundtom chokoladen og mig. Kakao-fløde smagen giver en behagelig blødhed i konsistensen, der ikke larmer for meget i forhold til de mange mini-chipsposer der åbnedes rundt om i hallen. Jeg kunne sidde med den samme guldbarre hele kampen og lidt tid efter endda, nyde kampen i min egen verden - jeg var ikke stor nok til at forstå reglerne helt. Men jeg vidste hvornår noget godt såvel som skidt skete for min brors hold. Mine forældre var optaget af kampen helt fra første minut, men det gjorde ikke noget, jeg tullede bare lidt rundt for mig selv - og købte oftest en guldbarre jeg kunne nyde i de 60 minutter, som kampen varede.

- Sophia 

Thoms Guldbarre med hasselnød - sansning og erindring

Bare udseendet af den gyldne indpakningen er nok. Jeg kan se hylder spækket med guldbarrer i alverdens farver. Udvælger en. Man kan mærke riller gennem papiret, men bunden er flad og glat. Lyden af papiret når pakken bliver åbnet mens lyset dæmpes i den store sal. En næsten kvalmende dunst rammer næsen, og dog løber munden i vand. Der er mørkt så man kan ikke se andet end den store skærm, men mine fingre føler sig frem til det helt rigtige sted. Med et uhørligt knæk giver pladen efter. En lille, fast firkant, lige i rette størrelse til at putte i munden. Hårdt og så alligevel blødt mellem tænderne. Det er mælkechokolade. Der går knapt et øjeblik før det smelter mod tunge. Et fint lag af sødme, ikke bitter ligesom den mørkere variant. Små hasselnøddestykker der giver et forfriskende twist og kortvarigt sætter sig mellem tænderne. Det er en god film.

- Olivia

Pæretræet

Jeg sad ofte øverst oppe i pæretræet, helt alene under en bue af fuldmodne, grå frugter. Vores schæferhund Rolf kunne ikke nå op – han stod med forpoterne oppe af stammen og så op på mig med store bedende øjne. Med elegante kast kunne jeg slynge pærerne ud i haven på Tretommervej, og sende ham rundt på togter på jagt efter de gråmelerede pærer. De skæve pærer i deres mangfoldige former lignede slet ikke de elegante og præcise geometriske former, der ligger på rad og række i supermarkedet. Smagen af netto-pæren er kedelig ved siden af. Det knaser ganske vidst sprødt, når mine tænder bryder den hårde skal ind til det faste kød, men man bliver skuffet – det smager mest af køledisk. En rigtig pære skal være så saftig, at det flyder i uregerlige strømme ned over hagen. Når pæren næsten ikke kan være i din mund, men opløser sig til blød rund saft, så smager den af sommer, hyldeblomst, nyslået græs – og legeslåskampe med Rolf.

Erasmus Montanus: Holberg udsat for Lollike

 Johanne og Emily

Vi kunne ikke gemme smilene væk, da vi trådte ind i den storslåede teatersal med guldudsmykning på væggene og den store ikoniske lysekrone.

Da lysene blev tændt, var det en simple og gråhvid scenografi, som blev præsenteret for os. Efter nærmere eftertanke er det tydeligt, hvilke tanker og elementer, der har formet og skabt denne opsætning af scenen. Betydningen bag scenografien stemte overens med aktualiseringen og moderniseringen af det ellers klassiske og velkendte teaterstykke af Holberg.

Bjerget bliver fremstillet som en falsk og statisk landsby, hvor udviklingen er gået i stå, og hvor dagene flyder sammen. Erasmus Montanus’ indtræden på scenen vækker opsigt, da han bryder den fjerde væg og den statiske spillestil. Der opstår en stor kontrast mellem Erasmus og landsbybeboerne, som bliver udtryk ved deres bevægeligved. Mens landsbybeboerne kun kender til todimensionel spillestil og bevægelighed, laver Erasmus badutspring og gør brug af alle tre dimensioner.

Stykket eskalerer i en konflikt mellem sandhed og sociale normer, hvor Erasmus repræsenterer ny videnskab og det ukendte, som landsbybeboerne ikke vil byde velkommen.

Kan varmt anbefales!

Anmeldelse af Erasmus Montanus

Lavet af Victoria og Asta

Vi var tirsdag aften inde for at se Erasmus Montanus i Aarhus Teater. Der var virkelig mange inde for at se det, og det kunne man straks mærke lige så hurtigt, som vi satte vores fødder inden for dørene. Gennem landsbyboernes fundamentalistiske holdning oplever vi en lærd mand, Erasmus Montanus, blive undertrykt gang på gang, for at ændre sin holdning, så han kan passe ind i de sociale normer, som hersker på Bjerget. Montanus nægter at give afkald på sin viden om Jordens udseende, så han kan være på samme niveau som de statiske borgere i landsbyen, herunder sin familie og svigerfamilie. Alle landsbyboere er klædt i hvidt, og de bevæger sig ensartet og opfører sig ens, hvor ingen af den bevæger sig ud af normernes rammer.

Stemningen var gennem hele stykket god, og det var tydeligt at tilskuerne havde det godt, da der blev grinet flere gange, men der var også plads til seriøsitet. Dette kunne tydeligt ses mod slutningen, da stykket tog en uventet moderniseret drejning, da Montanus blev afklædt. Alt i alt var stykket over alle forventninger, og den overgik markant Holbergs originale tekst, på grund af dens moderniserede vinkel og de meget talentfulde skuespillere, som alle havde sat sig rigtig godt ind i deres karakterer.