Pæretræet

Jeg sad ofte øverst oppe i pæretræet, helt alene under en bue af fuldmodne, grå frugter. Vores schæferhund Rolf kunne ikke nå op – han stod med forpoterne oppe af stammen og så op på mig med store bedende øjne. Med elegante kast kunne jeg slynge pærerne ud i haven på Tretommervej, og sende ham rundt på togter på jagt efter de gråmelerede pærer. De skæve pærer i deres mangfoldige former lignede slet ikke de elegante og præcise geometriske former, der ligger på rad og række i supermarkedet. Smagen af netto-pæren er kedelig ved siden af. Det knaser ganske vidst sprødt, når mine tænder bryder den hårde skal ind til det faste kød, men man bliver skuffet – det smager mest af køledisk. En rigtig pære skal være så saftig, at det flyder i uregerlige strømme ned over hagen. Når pæren næsten ikke kan være i din mund, men opløser sig til blød rund saft, så smager den af sommer, hyldeblomst, nyslået græs – og legeslåskampe med Rolf.