torsdag den 25. august 2016

Bag skuret


Jeg har gemt mig bag skuret. Der lugter af fuldmodne blommer og en eller anden stærk plante, der river i næseborene. Mit hjerte banker. Blodet løber fra mit knæ i små dryp ned mod betonfliserne. Små røde dråber forsvinder ind under skuret, hvor der altid er fugtigt og klamt. På mine sommerbrune ben er der rifter. Sårets skorper vræler af mig som en åben mund. Jeg sparker til at gammel frønnet bræt fyldt med splinter og lange brune rustne søm. En myriade af insekter pibler frem: Stankelben, biller og de fugtige letbrune spanske snegle. Det er mit gemmested. Min hule. Alle andre bør holde sig væk og lad mig græde i fred under min fars omvendte trillebør. Langsomt indfinder roen sig, jeg kan nu kun høre blodet suse i tindingerne. Nu pumper hjertet tungere, bremser op. De andres stemmer forsvinder i nabohaverne.
Gemmestedet bag skuret i haven er mit yndlingssted i Danmark - hvorfor ved jeg ikke - måske forbinder jeg det med tryghed?
/Peter

Ingen kommentarer:

Send en kommentar