torsdag den 25. august 2016

Mit sted i Danmark, Risskoven

Jeg stopper op og betragter morgensolens stråler kysse trækronerne, og sno sig mellem grenene, så de netop når ned til den fugtige skovbund. Lyden fra musvitternes stille kvidr hænger uforstyrret i luften, kun forstyrret af træernes milde ridslen og lyden fra knækkede grene under mine fødder. Dybe vejrtrækninger i den rene luft - inhaleringen kradser i næsebordene grundet den skarpe forårsduft af tidlige ramsløg. Udhaleringen afslører med sin klare ånde, at morgenstundens havgus endnu ligger som et tæppe ned over træernes kroner. Jeg fortsætter et stykke videre ned af ned smalle, krogede skovsti, som fører mig mod en åbning i træerne. Lysningen afslører det nærmest himmeriske udsyn til de store, krusede bølger, der slår ind mod stenmolen. En havmåge letter fra kajen og flyver over til lystbådene, som vipper i takt med bølgernes rytme. Blandt små sejlbåde, skyder et særlig majestætisk skib op fra overfalden, Dannebrog.

Findes der mon noget smukkere? Noget mere dansk?


Skibet konnoterer i høj grad vores kongehus og viser vores stærke traditioner og fædrelandsfølelse frem. Danmarks smukke natur er også noget af det som kendetegner landet - et sted hvor der er plads til natur og frihed, på trods af at byen ligger lige i nærheden. Frisk luft, ro og fædreland…
/Louise Rost

1 kommentar:

  1. Bare fint! Også selv om at du ifølge dig selv har lavet rod i det til sidst ;)

    SvarSlet